Idiopatisk hypersomni

Idiopatisk Hypersomni (IH) bliver betragtet som en sjælden søvnlidelse. Det primære symptom er unormal dagstræthed, der ikke bliver bedre uanset hvor lang tid man sover. IH er en kronisk lidelse, der forbedrer sig eller helt forsvinder i 1 ud af 6 tilfælde, og hvor effekten af traditionel medicinsk behandling kan være meget lille. Lidelsen har ofte en negativ effekt på livskvaliteten. På sigt kan lidelsen gøre det næsten umuligt at fastholde et funktionelt arbejdsliv og et socialt liv. Evnen til at køre bil kan også blive kraftigt påvirket på grund af en manglende evne til at fastholde overvågenheden i længere tid.

Symptomer:
De mest almindelige symptomer er:

  • Søvntid på mere end 10 timer ud af døgnets 24
  • Lange lure uden opfriskende virkning
  • Opvågnen uden at føle sig opfrisket, ofte kan man opleve problemer med at vågne helt (også kendt som sleep drunkenness)
  • Problemer med at blive vækket af søvnen. Vækkeure og fysiske forsøg på vækning har kun lidt success
  • Kognitive problemer på grund af træthed/behovet for at sove (også kendt som brain fog)

Hypersomnikere beskriver ofte at de oplever to typer træthed:
Den type træthed, som "normale" mennesker oplever, når de har være vågne eller har haft dårlig nattesøvn flere nætter i træk.
Kognitiv eller mental træthed, der gør almindelige opgaver, som for eksempel at læse, se tv/film, eller føre en samtale svære at gennemføre.

Diagnose
IH er en udelukkelsesdiagnose. Det vil sige at lægerne først undersøger de mere almindelige årsager til hypersomni. De fleste af disse undersøgelser fører til en konstatering af hvad der ikke foresager hypersomni, men der er ikke konsensus blandt læger om de faktorer der kan føre til IH. Det kan derfor tager mange år at få en diagnose. Man får først en diagnose efter lægerne har udelukket kronisk eller akut søvnløshed, søvnapnø og narkolepsi. Lægerne bruger to undersøgelser: polysomnografi (PSG), hvor lægerne overvåger og registrerer en fuld nats søvn. PSG'en skal vise mindst 360 minutters/6 timers søvntid, og multipel søvnlatens test (MSLT), hvor lægerne undersøger hvor hurtigt man bevæger sig fra at være vågen, og over i en af søvnfaserne. Undersøgelsen foretages om morgenen og formiddagen efter PSG'en. Man bliver bedt om at tage 5 lure á 30 minutter, og mellem hver lur skal man være vågen i 45 minutter.

I modsætning til narkolepsi med katapleksi, vil en hypersomniker typisk have en helt normal nattesøvn. MSLT'en bruges også til at udelukke narkolepsi. En hypersomniker vil ofte falde hurtigt i søvn, men vil ikke opleve REM-søvn i løbet af lurerne. Hypersomnikere kan til en vis grad modstå søvntrangen, inden den bliver for overvældende, og de har ikke tendens til at få pludselige søvnanfald. MSLT'en vil typisk vise en gennemsnitlig søvnlatens på under 8 minutter, og REM-søvn bliver registreret ved mindre end 2 lure. Den normale søvnlatens ligger på mellem 8 og 10 minutter. Når det er sagt, så er MSLT ikke specifikt rettet mod en diagnose som idiopatisk hypersomni, der kan være svær at forholde sig til for mange læger. Årsagen er at mange "normale" mennesker kan vise symptomer der minder om IH, mens diagnosticerede hypersomnikere ikke altid viser symptomer under en MLST. Derfor er det vigtigt at få nogle bedre diagnostiske værktøjer, som tager hensyn til de biologiske faktorer der foresager IH.

Behandling
For øjeblikket er der ingen medicin, der er specifikt godkendt til behandling af IH. Behandling sker ofte "off-lable", altså lægemidler bliver brugt til at behandle lidelser og sygdomme, de ikke er specifikt godkendte til.

Almindelige lægemidler til behandling af IH:
Methylphenidate (fx. Ritalin, Concerta og Motiron)
Modafinil (fx. Modafinil og Modiodal)
Desværre reagerer mange hypersomnikere ikke optimalt på medicin. Ofte er der behov for stadig større doser, og der kan nås et punkt, hvor bivirkningerne overstiger de positive effekter.

Forskning
IH blev klassificeret i 1950'erne, men siden har der kun været små fremskridt i forståelsen af de mekanismer der er årsag til lidelsen. Tingene ændrede sig i 2012, da forskere fra Emory University i Atlanta, Georgia, udgav et papir, der antydede at den træthed/søvnighed hypersomnikere oplever kan skyldes en overfølsomhed overfor aminosyrer, nærmere betegnet de aminosyrere der kaldes GABA.

GABA-systemet bliver generelt betragtet som det system af neurotransmittere der har størst indflydelse på søvnen. På grund af denne egenskab, er der lavet en lang række af medikamenter der manipulerer med systemet. Det er for eksempel almindelig sovemedicin,så som benzodiazepiner og narkosemidler. Denne type medikamenter er effektive fordi kan styrke GABA-systemets effektivitet. Sagt på en anden måde: de virker på de specialiserede receptorere, der bliver aktiveret af GABA.

Forskningen antyder at hypersomnikeres hjerner er overfølsomme overfor GABA og at den træthed/søvnighed de oplever svarer til det "normale" mennesker vil opleve, hvis de konstant får sovemedicin eller milde doser af midler der bruges til fuld narkose. Patienter kan bekæmpe trætheden i et stykke tid, men på mellem til langt sigt vil det gøre det næsten umuligt for dem at fungere normalt.
Istedet for at tale om en "søvnlidelse", burde man måske kalde idiopatisk hypersomni for en "vågenhedslidelse", hvor kemi i hjernen gør det svært for patienten at holde sig vågen i længere tid, eller at tænke klart mens de er vågne.

Artiklen er baseret på An antidote for hypersomniaWhat is Idiopathic Hypersomnia fra Emory University i USA og Hypersomnier, på norsk.

Nyheder

  • Kursusprogram for årsmødet 2017 Læs mere
  • Prisliste og info om tilmelding til årsmødet 2017 Læs mere
  • Indkaldelse til generalforsamling lørdag d. 11. marts 2017 Læs mere
Gå til nyhedsarkiv

HAR DU SPØRGSMÅL?

Ring til os på tlf.: 24 64 78 12