Hvilken rolle har P2Y11 i destruktionen af hypokretinceller?

Af Karin Dreisig, PhD

Narkolepsi er for mange patienter en livslang kamp for at håndtere en dagligdag med sygdommen. Det er velkendt. Hvad vi endnu ikke ved er, hvordan sygdommen opstår. Efter opdagelsen af vigtigheden af hypokretin, og de celler, der producerer det, er forskningen indenfor narkolepsifeltet mere eller mindre strandet. Forskerne har gjort utallige forsøg på at finde den mekanisme, der ødelægger hypokretincellerne i hjernen, som man mener forårsager narkolepsi.

En ny brik i pudslespillet
Genet for P2Y11er et af de nyeste fund, som vi i gruppen for molekylær søvnforskning på Glostrup Hospital, ledet af Birgitte Kornum, har kastet os over. Vi mener at P2Y11 er vigtig for reguleringen af celledød. P2Y11 kan regulere celledød ved at genkende faresignaler udenfor cellen og fortælle cellens indre, at der er noget galt, så cellen kan reagere på det. Hvordan cellen reagerer, afhænger af hvilken celletype, der er tale om. Forskellige typer af celler reagerer forskelligt på P2Y11-signalet. Fx begynder celler af typen granulocytter at vandre rundt i kroppen for at hjælpe immunsystemet de steder, hvor der er brug for det. En anden celletype er keratinocytter, som udskiller stoffer, der kan igangsætte en betændelsestilstand som led i bekæmpelse af infektioner. Endnu en vigtig opdagelse fundet på Stanford, af bl.a. Birgitte Kornum, er at celler i immunsystemet er i stand til at overleve længere eller helt undgå at dø, når P2Y11 bliver aktiveret.

Planer for ny forskning
I søvngruppen på Glostrup Hospital kigger vi på mange forskellige typer celler. Vi ønsker at sammenligne mængden af P2Y11, for at finde celletyper med et højt udtryk. Dette gør vi, fordi P2Y11 antages at have en vigtig betydning for reguleringen af de celletyper, der har meget P2Y11. Sidenhen ønsker vi at undersøge, hvordan P2Y11 regulerer celledød i disse celletyper. Derudover udforsker vi, om celler øger eller sænker mængden af P2Y11, f.eks. når immunsystemet aktiveres. Vi er også meget interesseret i at vide, om P2Y11 findes i hypokretincellerne i hjernen hos aber.
Vi har nok at tage fat på i arbejdet med at forstå, hvordan P2Y11 regulerer celledød i narkolepsi. Der er nemlig ikke lavet ret meget forskning på P2Y11. Når et nyt gen bliver opdaget, kan man anvende en dyremodel til at undersøge genets funktion. Man kan f.eks. avle en dyremodel, der ikke har genet. Ved at studere dyremodellen, kan man få meget information om, hvilken funktion genet normalt har. Er dyret overhovedet i stand til at overleve uden genet? Opfører det sig normalt? Er det mere eller mindre modstandsdygtigt overfor infektioner? Kan det formere sig? Men i tilfældet for P2Y11, har man ikke fundet et gen for P2Y11 i mus og rotter, som er de mest brugte dyremodeller. Man er i stedet nødt til at bruge andre dyremodeller, som f.eks. aber og grise. Hvilket er meget dyrt og tidskrævende. Derfor er der ikke mange forskere, der har givet sig i kast med at studere P2Y11.
Listen med interessante gener i narkolepsi udvides hele tiden i takt med nyere og bedre teknikker. Bag hvert gen gemmer der sig masser af spændende information om kroppen tilstand, både når man er rask og under sygdom. P2Y11 er kun en lille brik i puslespillet. Der er stadig brug for meget mere forskning, så vi en dag kan forstå og behandle patienter med narkolepsi.

Referencer:
Ishimaru M., Tsukimoto M., Harada H., Kojima S., Involvement of P2Y11 receptor in IFN-gamma-induced IL-6 production in human keratinocytes, Eur J Pharmacol. 703 (2013) 67–73. doi:10.1016/j.ejphar.2013.02.020.
Kornum B.R., Kawashima M., Faraco J., Lin L., Rico T.J., Hesselson S., et al., Common variants in P2RY11 are associated with narcolepsy., Nat. Genet. 43 (2011) 66–71. doi:10.1038/ng.734.
Moreschi I., Bruzzone S., Bodrato N., Usai C., Guida L., Nicholas R.A., et al., NAADP+ is an agonist of the human P2Y11 purinergic receptor, Cell Calcium. 43 (2008) 344–355. doi:10.1016/j.ceca.2007.06.006.
Moreschi I., Bruzzone S., Nicholas R.A., Fruscione F., Sturla L., Benvenuto F., et al., Extracellular NAD+ is an agonist of the human P2Y11 purinergic receptor in human granulocytes, J Biol Chem. 281 (2006) 31419–31429. doi:10.1074/jbc.M606625200.
Vaughan K.R., Stokes L., Prince L.R., Marriott H.M., Meis S., Kassack M.U., et al., Inhibition of neutrophil apoptosis by ATP is mediated by the P2Y11 receptor., J. Immunol. 179 (2007) 8544–8553. http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=2292245&tool=pmcentrez&rendertype=abstract.

Nyheder

  • Kursusprogram for årsmødet 2017 Læs mere
  • Prisliste og info om tilmelding til årsmødet 2017 Læs mere
  • Indkaldelse til generalforsamling lørdag d. 11. marts 2017 Læs mere
Gå til nyhedsarkiv

HAR DU SPØRGSMÅL?

Ring til os på tlf.: 24 64 78 12