Invitation til Årsmøde/kursus den 1. - 3. april 2016

Kære medlemmer og pårørende

Det er med glæde, vi endnu engang inviterer til Dansk Narkolepsiforenings årlige medlemsmøde/-kursus med spændende foredrag og generalforsamling.

At mødes med andre, som har narkolepsi, er en god måde at blive inspireret til et godt liv med narkolepsi og til at blive klogere på sygdommen. Igen i år har bestyrelsen besluttet, at ALLE medlemmer MED narkolepsi/hypersomni får 500 kr. i rabat, hvis de deltager i arrangement A eller B med overnatning.

Årsmødet bliver afholdt i weekenden den 1. til 3. april 2016 på:

Severin Kursuscenter ;
Skovsvinget 25, 5500 Middelfart

Fredag den 1. april

Der vil som sædvanlig være mulighed for overnatning. Værelserne er til rådighed fra kl. 13.00. Der er ingen indlæg fredag aften, men under og efter middagen vil der være socialt samvær med rig lej lighed til at snakke sammen. Snakken kommer altid af sig selv til at handle om narkolepsi i alle afskygninger: Der udveksles erfaringer, fortælles historier, spørges og gives råd. Dermed er socialt samvær ikke kun hygge men i høj grad lærerig hygge.

Lørdag den 2. april

Starter med velkomst af formand Margit Pindstofte, som også vil introducere foreningens ny opdaterede brochurer, der alle har fået nyt udseende. Alle deltagende vil som de første få et sæt med hjem.

Næste punkt på programmet er emnegrupper, hvor der i grupperum vil blive snakket om, hvordan man klarer hverdagen og livet med narkolepsi/hypersomni på forskellig vis. På tidligere årsmøder har deltagerne været glade for den åbne, men også lidt mere intime dialog, der opstår i grupper i forhold til i den store sal. Denne gang har bestyrelsen ikke på forhånd fastlagt hvilke emner, der skal tages udgangspunkt i, men valgt at lade det blive op til jer! I bedes derfor på tilmeldingsskemaet skrive et emne, som I kunne tænke jer blive drøftet. Ud fra de samlede emneønsker vil gruppernes hovedtemaer så blive sammensat. Her er et par eksempler på, hvad et emne, som skrives på tilmeldingen kunne være.

Det kan også være noget helt andet:

  • Hvordan er det at være småbørnsforældre? Hvad har andre gjort?
  • Hvordan klares hverdagen og skolen?
  • Hvordan er man bedst muligt pårørende/samlever med en med narkolepsi?
  • Min narkolepsi er velmedicineret, så kan det blive bedre?

I er ikke bundet til det emneønske, I skriver på tilmeldingen. Det er tilladt at ændre mening og vælge en anden gruppe på dagen. Anne og Charlotte fra bestyrelsen står overordnet for forløbet, som slutter med en kort opsamling fra grupperne. I hver gruppe vil et medlem fra bestyrelsen være ordstyrer.

Efter frokost står professor overlæge dr. med. Poul Jennum fra Dansk Center for Søvnmedicin i Glostrup for vores specialistindlæg. De to sidste år har Poul ikke kunnet komme til vores årsmøde og tale - men i år lykkedes det. Der er sket meget i narkolepsi siden sidst, og Poul vil blandt andet fortælle om: 

  • Aktuel forskning - hvad er status og hvor går vi hen
  • Hvad er der sket indenfor udredning og behandling
  • Ændringer i klassifikationen af narkolepsi og hvad de betyder for behandling
  • Hvordan er det med nye behandlinger og hvad er der i horisonten
  • Og meget mere ...

Lørdag aften vil der blive serveret en lækker 2 retters menu. Vi skal naturligvis have det traditionelle amerikanske lotteri med mange fine gevinster. Overskuddet går til foreningens arbejde, og hvis du ønsker at sponsorere nogle gaver, modtages de med tak (venligst indpakket). Derefter er der kaffe, hygge og socialt samvær resten af aftenen.

Søndag den 3. april

Starter med et indlæg af stud. med. Amani Meaidi fra Dansk Center for Søvnmedicin i Glostrup. Hun vil fortælle om drømme med narkolepsi og om resultaterne af hendes forskning omkring drømmestudier. Den har nogle af jer medlemmer medvirket i. De som opfyldte kriterierne fik en mail i efteråret 2015 om at kunne være med.

Efter frokost har vi vores årlige generalforsamling. Tre personer har valgt ikke at genopstille. Det er næstformand Lene Poulsen, bestyrelsesmedlem Frio Skytte og suppleant Peder Thode. Alle medlemmer kan opstille til posterne. Hvis du er interesseret, kan du læse mere derom i Morfeus!

Inden frokost er der afrunding og tak for denne gang, hvor Margit Pindstofte også vil samle op på emner og dele information, som har optaget bestyrelsen i løbet af året.

Vi glæder os til at se jer og ser frem til en inspirerende weekend i godt selskab med nye såvel som gamle medlemmer.

Venlige hilsner og vel mødt! 
Bestyrelsen 

Nyheder

  • Kursusprogram for årsmødet 2017 Læs mere
  • Prisliste og info om tilmelding til årsmødet 2017 Læs mere
  • Indkaldelse til generalforsamling lørdag d. 11. marts 2017 Læs mere
Gå til nyhedsarkiv

HAR DU SPØRGSMÅL?

Ring til os på tlf.: 24 64 78 12