Hos personer med narkolepsi og idiopatisk hypersomni (IH) kan det uddannelsesmæssige og sociale liv være svært, og i nogle tilfælde endda gå helt i stykker – især før diagnosticering. Den ofte manglende koncentration på grund af dagtrætheden og søvnanfald kan i høj grad hæmme indlæringen. De mange nederlag, som kan være en følge heraf, kan være med til at udvikle et lavt selvværd. Forældre, lærere, kollegaer, ægtefæller og læger er ofte forvirrede med hensyn til symptomernes årsag, og de fleste mennesker tilskriver ofte, og ukorrekt, søvnigheden som manglende motivation. Især hos unge kan trætheden og søvnanfaldene gøre, at man føler sig anderledes i samvær med andre. Hos nogle fører dette til, at man trækker sig ud af den sociale gruppe og isolerer sig.
En del personer med narkolepsi og IH oplever problemer i parforholdet. F.eks. kan en ægtefælle opleve, at personen med narkolepsi falder i søvn midt i en samtale eller i en intim situation, hvilket kan medføre, at ægtefællen føler sig afvist. På arbejdspladsen, især ved stillesiddende arbejde, føler mange med narkolepsi og IH sig langsomme og utilstrækkelige. Katapleksi kan opleves som særdeles pinligt. Personer med narkolepsi lærer sig ofte at kontrollere katapleksien – i en vis udstrækning – ved at undertrykke deres følelser. Katapleksi kan på den måde virke overordentlig indskrænkende på personens følelsesliv.
Narkolepsi rammer i forskellig grad, men mange formår at leve et nogenlunde normalt liv med familie, fuldtidsjob og tilhørende indtægt.
Der indsamles løbende statistik over, hvordan det går personer med narkolepsi og IH i livet – herunder indkomst, sygelighed og dødelighed. Statistikkerne viser til dato, desværre, at narkolepsi og IH kan have stor indflydelse på en persons livsindkomst og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nogle personer, som har fået søvnsygdommen tidligt i livet, kan have svært ved at gennemføre en uddannelse, også selvom de har evnerne, hvilket kan få konsekvenser for deres indtjeningsmuligheder. Modsat formår andre at gennemføre en uddannelse på universitetsniveau og starter voksenlivet med et fint indtægtsgrundlag. Som udgangspunkt kan man derfor ikke sige, hvordan det vil gå den enkelte – det afhænger nok både af, hvor hårdt man er ramt, og af sociale betingelser samt ens egen motivation. Statistikkerne fortæller dog, at den samlede tilknytning til arbejdsmarkedet er dalende med alderen. Heldigvis kan mange forblive i deres arbejde med en §56 aftale, hvor arbejdsgiver får fra 1. sygedag ved den kroniske sygdom. Nogle må dog have nedsat arbejdstiden evt. med fleksjob, og andre mister med tiden helt arbejdsevnen og får førtidspension, hvilket jo får stor betydning for ens livsindkomst.
For de studerende er der dog hjælp at hente – i hvert fald på de videregående uddannelser, da det er muligt at søge handicaptillæg til sin S.U.
Hvad angår forsikringer, vil det være en fordel, hvis man f.eks. har mulighed for at sikre sig, at man ikke kun har en ulykkesforsikring men også en livsforsikring inden man får diagnosen – for bagefter kan det desværre for sent at oprette en sådan.
