Mit navn er Christian Boutrup. Jeg er 22 år, bor i Herlev og er ambassadør for Dansk Narkolepsiforening. I november 2024 fik jeg diagnosen narkolepsi type 1.
I dag fylder sygdommen naturligvis en del i min hverdag – men den definerer ikke, hvad jeg vil med mit liv. Jeg er både glad og stolt over at være ambassadør for foreningen, fordi jeg forhåbentlig kan være med til at skabe opmærksomhed og gøre en positiv forskel for andre, der lever med narkolepsi.
Til daglig træner jeg målrettet frem mod VM i Ironman på Hawaii i oktober, samtidig med at jeg arbejder som svømmetræner i Herlev Svømmeklub. Narkolepsi betyder, at jeg skal være ekstra opmærksom på min energi i løbet af dagen. Jeg har derfor lært, at det ikke handler om at kæmpe imod sygdommen, men om at lære at arbejde med den. Det kræver planlægning, tålmodighed og en god forståelse for, hvornår kroppen siger til og fra.
Selvfølgelig kan narkolepsi være udfordrende. Men jeg prøver at leve efter den tanke, at en diagnose ikke skal være det, der sætter grænsen for ens drømme. For mig handler det om at vise, at man stadig kan sætte store mål og gå efter dem – også selvom vejen dertil nogle gange kræver lidt mere.
Hvis du har lyst til at følge med på min rejse, kan du finde mig på Instagram: